Jødisk kultur fylder op i gadebilledet (2015)

Til juni afvikles for 5. gang jødisk kulturfestival på flere forskellige lokaliteter i København

Følg Journalist Uffe Christensen
Seneste artikler, biografi:

Uffe Christensen, f. 1954 er kultur- og historie-reporter på jp.dk. Efter ansættelse på blandt andet Aktuelt, Vejle Amts Folkeblad, Jydske Tidende og Aarhuus Stiftstidende blev han ansat på Jyllands-Postens kulturredaktion i maj 1988.

Frem til 2006 udfyldte han adskillige funktioner på redaktionen – var blandt andet i en årrække musikredaktør – inden han blev knyttet til jp.dk, hvor han siden primært har haft ansvaret for kultur- og historiedækningen.

I fritiden beskæftiger han sig med diverse former for kreative udfoldelser. Han har rejst over det meste af jorden, og udlængslen er langt fra slukket. Nye spændende rejsemål er altid i sigte.

Journalist

”Det har aldrig været vigtigere at holde fast i visionen om en jødisk kulturfestival”, siger formanden for det Jødiske Samfund i Danmark, Dan Rosenberg Asmussen i forbindelse med den 5. jødiske kulturfestival i København, der finder sted i dagene 2. til 8. juni.

Han fortsætter:

“Angrebet på synagogen og mordet på Dan Uzan i februar havde til formål at gøre os bange. Havde til formål at fjerne os fra et jødisk liv i åbenhed.

Det bedste svar på dette angreb er at kunne afholde en stor og flot jødisk kulturfestival. At gøre så mange som muligt interesserede i at opsøge de jødiske institutioner og øge kendskabet til jødisk kultur.”

Kulturfestivalen afvikles hos Det Jødiske Samfund i Danmark, på Cinemateket, Den Sorte Diamant og rundt omkring i hovedstaden.

Festivalen henvender sig til alle og den har i de senere år oplevet stigende interesse, meddeler arrangørerne.

Blandt de mange arrangementer i løbet af ugen kan for eksempel nævnes koncert i den jødiske synagoge i aledning af 70-året for holocaust i Ungarn, et foredrag af Martin Krasnik med titlen “Fucking Jøde”, sabbatfrokost med deltagelse af tidligere overrabbiner Bent Melchior, koncert med Benjamin & Anders Koppel m.fl., en byvandring med fokus på offensiven mod de danske jøder i 1943 og et Naser Khader-debat-arrangement med titlen “Det arabiske forår og situationen i de arabiske lande”.