Jødiske kunstnere og jødisk kunst

Oplæg ved åbningen af den jødiske kunstudstilling på Københavns Rådhus 1. juni 2018

Af Samuel Rachlin

Min mormor kendte ikke Chagall, selv om hun også var fra Vitebsk, Chagalls hjemby. Men hun var ret sikker på, at han kendte hende, for hun var byens flotteste pige, sagde hun. Det er det tætteste, jeg er kommet på Chagall, den nok kendteste jødiske kunstner fra det 20. århundrede.

Der er masser af jødiske kunstnere, men er der noget, der hedder jødisk kunst? Der er ingen vindere, hvis man prøver at besvare det spørgsmål. Hvis man svarer ja, risikerer man at blive beskyldt for at være antisemit. Hvis man siger nej, risikerer man at blive beskyldt for at være… antisemit. Den slags skal man være forsigtig med nu om dage, da antisemitismen igen er på spil i nye former og forklædninger og med nye ord rundt omkring i verden.

Så jeg foretrækker at lade det kringlede spørgsmål ligge og i stedet nøjes med bare at sige, at der findes jøder, der laver kunst i alle genrer, medier, retninger og skoler. Altså, jøder laver kunst, men det er ikke nødvendigvis jødisk kunst.

Nogen er verdensberømte som f.eks. Chagall, Modigliani eller Rothko for blot at nævne et par stykker. Chagall har selvfølgelig umiskendelige jødiske temaer i mange af sine billeder, men langtfra alle. Men man skal kigge godt efter de jødiske temaer i Modiglianis billeder af de ubeskrivelig smukke nøgenmodeller (et af dem blev solgt for 157 millioner dollar for nogen uger siden). Eller Rothkos lige linjer og bastante farver. Det udelukker ikke, at nogen vil læse noget jødisk ind i de billeder – der er frit slag for kritikere og kunsthistorikere, der kan fortolke som de vil.

Andre er verdensberømte i Danmark, som den gruppe af kunstnere, der viser deres arbejder frem her på Rådhuset. Men de er lige så forskelligartede i tænkning, billedsprog og genre, som deres internationale kolleger blandt de største navne på kunstens himmelvælv.

De er alle danske kunstnere med jødisk baggrund, men det er ikke ensbetydende med, at man kan beskrive deres arbejde som jødisk kunst. Det afgørende er, at de alle arbejder med form og farver og materialer for at finde et udtryk, der afspejler tiden, sjælen, ånden, stemningen, som vi andre kan forholde os til og spejle os i for bedre at forstå tiden og os selv. Uanset om det er vildt, blidt, poetisk eller brutalt – bare det er noget, vi kan forbinde noget med omkring os eller inden i os. De kunstnere, der viser deres arbejder frem her, er alle individer og vil nødig slås i hartkorn med nogen eller noget – andet end dem selv og den tid, de lever i.

Kunstnere tilhører tiden. Der er selvfølgelig skoler, retninger og grupperinger, der er defineret af bestemte æstetiske idealer eller dogmer. Men det er en ramme, der giver den enkelte frit spillerum. Der er også bølger, der præget en vis tid. Men de er ikke bundet af nationalitet, religion, race. De er snarere formet af tidens trends, krav, modestrømninger som en afspejling af tiden.

Identitet er et omdrejningspunkt for mange kunstnere. Det er et universelt spørgsmål og ikke forbeholdt jødiske kunstnere. Men på grund af den jødiske historie og de jødiske omstændigheder er det nok mere påtrængende end for mange andre.

Med diskrimination, forfølgelse og flugt som de evige ledsagere har tanken om, hvem man er, og hvor man hører til, både været en byrde og en drivkraft for jødiske kunstnere. Det er en del af en bagvedliggende fortælling, der giver den jødiske kunstner en anden dimension til at finde svarene på tidens store spørgsmål.

I løbet af de 400 år, jøderne har levet i Danmark, er det blevet en naturlig del af dansk kultur og hverdag, at se jøder som en del af dansk kunstliv, videnskab, erhvervsliv, medier, politik, design, film og teater og på alle de øvrige områder, hvor de har gjort sig gældende. Man må nok indrømme, at jøderne selv er ret opmærksomme på, hvem af deres egne der har gjort sig gældende på det ene eller det andet felt og opnået anerkendelse i Danmark og verden udenfor (ikke uden en naturlig og forståelig stolthed). Men det er vigtigt at forstå, at den indsats på alle de områder, er i generationer blevet ydet som en del af en dansk helhed. Det er et fællesskab og ikke noget eksklusivt jødisk.

Når det gælder kunst, smelter jødiskhed og danskhed sammen i en syntese, hvor det centrale er et budskab, der rammer noget almenmenneskeligt og bunder i et kulturelt og etisk fællesskab forenet af påskønnelse og sansen for skønhed. Kunst ophæver forskelle, fordi den samler og forener og giver os oplevelser, som vi kan dele med hinanden. Så skynd jer at komme ud for at opleve og dele, hvad der bliver vist her i Rådhushallen. Og selv om Marc Chagall måske kendte min smukke mormor dengang i Vitebsk, fik hun ikke en signeret Chagall med, da hun ankom til København i 1908, men det blev starten på vores families dansk-jødiske historie.